Jeg er født i 1929. Allerede som barn tegnede jeg meget. I mellemskolen lærte jeg Vagn Aamand at kende, hans far var kunstmaler og uddannet på Kunstakademiet. Både Vagn og jeg drømte om at blive kunstnere, vi tog timer i tegning, maleri, perspektiv, anatomi og kunsthistorie som forberedelse til kunstakademiet. Efter studentereksamen i 1949 skiftede jeg retning og begyndte at læse til læge ved Århus Universitet. Efter embedseksamen i 1957 specialiserede jeg mig i Anæstesi og Intensiv Therapi. I 1979 blev jeg den første professor i disse specialer ved Århus Universitet.